Man kan ikke forstå Ruslands handlinger i Ukraine uden også at se på landets geopolitiske selvforståelse og ambitioner.
Det russiske kejserrige (1721–1917)
Rusland har altid, både som kejserrige, sovjetunion og moderne stat betragtet store dele af øst og centraleuropa som deres interesseområde.
Under Zarens kejserrige var Ruslands kontrol over områder som Ukraine, Hviderusland, Finland, Kazakhstan, de baltiske lande og Polen meget direkte, da områderne var underlagt russisk styre uden nogen form for selvstændighed.
Derudover har landets enorme størrelse altid haft betydning for de russiske magthavere, da landet både har haft et relativt højtudviklet vest og et enormt, men underudviklet, øst. Rusland har med sin store størrelse altid haft en forudantagelse om, at storhed og supermagtsstatus var noget, som landet havde ret til. Fra russisk perspektiv var alt som i et eller andet omfang modvirkede russisk magt derfor uacceptabelt. Dette var ikke kun en faktor for den russiske elite, men også for befolkningen, da militære nederlag i udlandet historisk set førte til protester og politiske omvæltninger i landet. Ruslands nederlag til Japan i 1905 var eksempelvis med til at svække zarrigets magt og prestige både internt og internationalt.
Sovjetunionen (1922-1991)
Under Første Verdenskrig blev der for alvor pustet liv i de nationalistiske bevægelser i zarrigets ikke-russiske områder, hvorved eksempelvis Polen, de baltiske lande og Finland blev selvstændige. Problemerne opstod også i områder som Ukraine og Hviderusland, som også ønskede selvstændighed fra Rusland. Selvom den unge Sovjetunion formåede at stabilisere Ukraine og Hviderusland under sovjetisk kontrol, måtte landet formelt afstå alle landets øvrige besiddelser i Europa. Selvom Sovjetunionen i deres retorik var imod nationalisme og imperieprojekter af enhver art, var tabet af øst- og Centraleuropa alligevel noget som fyldte en del hos de sovjetiske magthavere. Sovjetunionen var imod imperier – med mindre det selvfølgelig var deres eget.
Under Josef Stalin forsøgte Sovjetunionen derfor at genoprette kontrollen over Finland, de baltiske lande og dele af Polen. Sovjetunionens officielle begrundelser for disse handlinger varierede meget, men centralt for russisk tænkning var, at områderne historisk set havde været under russisk indflydelse. Efter Anden Verdenskrig blev Sovjetunionens store tab og tidlige sårbarhed overfor tyskerne brugt af Stalin som begrundelse for, at Øst- og Centraleuropa som minimum skulle være styret af regeringer med en positiv indstilling til Sovjetunionen. Sovjetunionens allierede godtog begrundelsen, som reelt set førte til over 40 år med sovjetisk overherredømme i områderne.
Det er vigtigt at understrege, at Stalins begrundelser ikke kun var et forsøg på selvberigende udenrigspolitik.
Fra Russisk perspektiv var de flade landområder mellem Moskva og Vesten en eksistentiel trussel, da først Napoleon og senere Hitler meget hurtigt var kommet langt ind i Rusland. Stalin, og i forlængelse heraf også senere russiske statsmænd, så derfor en bufferzone mellem landet og vesten som en absolut nødvendighed. Herved blev landets følelse af, at visse områder i verden var retmæssigt russiske, uløseligt forbundet med russernes forståelse af deres egne sikkerhedspolitiske interesser. Fra et russisk perspektiv var russisk kontrol over eksempelvis Baltikum ikke imperiebyggeri, men beskyttelse af det russiske hjerteland.
Tilblivelsen af NATO i 1949 var med til at forstærke denne russiske selvforståelse, hvilket kun blev endnu værre i tiden efter Sovjetunionens fald i 1991 og NATOs østudvidelser i de tidligere 2000ere.
Moderne Rusland (1991-nu)
Fra 1945 og frem til 1989 havde Sovjetunionen total kontrol over et område som var større end hele det gamle russiske kejserrige. Efter de store protester mod sovjetisk og kommunistisk styre i områderne i 1989 tabte russerne endnu engang kontrollen over landene og dermed den bufferzone, som de selv betragtede som nødvendig. Værre for russisk selvforståelse blev det i 1991, hvor også Sovjetunionen faldt fra hinanden, hvor Rusland mistede kontrollen over områder, herunder Ukraine og Hviderusland, som den politiske elite i Rusland i bredt omfang betragtede som russiske. Rusland forsøgte i mange år, først under Boris Jeltsin og senere Vladimir Putin, at opretholde kontrollen over eksempelvis Ukraine og Hviderusland, med diverse kulturelle og politiske initiativer. Denne strategi var meget effektiv i Hviderusland, men faldt fra hinanden i Ukraine i tiden efter Majdan-revolutionen i 2014. Eftersom et permanent tab af Ukraine fra russisk perspektiv var fuldstændig uacceptabelt, blev 2014 vendepunktet hvor Rusland gik fra politisk til militær indgriben. Siden 2014 var forholdet mellem Ukraine og Rusland så nedkølet, at åben krig for mange kun var et spørgsmål om tid, hvis krigen da ikke allerede var brudt ud i et eller andet omfang.
Opsamling
Kontrol over Øst- og Centraleuropa, enten direkte eller politisk, har herved altid været et bærende faktor i russisk selvforståelse. I kejsertiden var det tanken om det store og mægtige Rusland. I sovjettiden var der også et brændende ønske om at genopnå det gamle kejserriges omfang og storhed som i tiden efter Anden Verdenskrig blev uløseligt forbundet med russernes forståelse af deres egne sikkerhedspolitiske interesser. I tiden efter Sovjetunionens opløsning arvede det moderne Rusland begge aspekter, hvorved de russiske udenrigspolitiske ambitioner ikke ændrede sig mærkbart fra tidligere tider. Deres evne til at opnå dem var dog blevet betydeligt mindre, hvilket gav anledning til stor frustration, en stigende mistro til Vesten og, med tiden, katastrofale fejlkonklusioner.