Befolkningen i Ukraine havde forud for Majdan revolutionen set frem til et tættere forhold med EU og vesten som helhed. Planerne om et tættere forhold havde været under forberedelse længe, da både store dele af den almene befolkning og landets økonomiske elite havde en interesse i at få det til at ske. Til trods for dyb korruption på tværs af landets politiske og sociale institutioner, så var Ukraine, i modsætning til nabolandet Hviderusland, aldrig helt vendt tilbage til en tid, hvor én mand eller parti havde opnået et politisk monopol.
Dette kunne skyldes, at den økonomiske elite i Ukraine, i modsætning til både Hviderusland og Rusland, var forholdsvist fragmenteret og dermed ikke havde samlet sig bag en bestemt leder eller politisk bevægelse. Dette betød dog også, at der var magtfulde kræfter på spil på begge sider af Ukraines politiske fronter, hvorved grundlaget var lagt til ofte intense magtkampe, når den ene front vandt et valg på bekostning af den anden.
Der blev afholdt præsidentvalg i Ukraine i 2014, i den forbindelse var der en magtkamp imellem Viktor Janukovitj og de der ville nærme sig Vesten – dvs. at Ukraine på et tidspunkt blev medlem af EU. Janukovitj vandt dette valg. Det var ikke valget i sig selv som var årsagen, men derimod den politik, som Janukovitj efter sit genvalg førte efter pres fra Rusland. Han fornyede blandt andet Ruslands lejekontrakt af flådebasen på Krim, som efter fornyelsen først ville udløbe i 2058, hvorved NATO og EU medlemskab blev umuligt inden for den nærmeste fremtid. Samtidigt annullerede han en handelsaftale med EU, som havde været under forberedelse længe, som han da erstattede med udsigterne til et tættere økonomisk forhold med Rusland.
Konsekvenserne blev at Ukraine igen blev rystet af store uroligheder, da disse beslutninger skabte et ramaskrig i store dele af Ukraine, herunder især landets unge vælgere. Viktor Janukovitj valgte at slå urolighederne ned med en for Ukraine uhørt hård hånd. Hvad der også var nyt var, at Rusland blandede sig direkte ved at involvere dele af sine specialstyrker, som blev brugt til at hjælpe Viktor Janukovitj. Han havde dog med sin voldsomhed vendt store dele af sin politiske opbakning mod sig, hvilket betød, at selv tidligere støtter i det ukrainske parlament var med til at fjerne ham fra magten. Da det blev klart for ham at hans tid som præsident var forbi, flygtede han til Rusland, hvorefter Rusland gik militært ind i Ukraine for at sikre sine interesser i landet.
Det faktum, at de største koncentrationer af demonstranter skete på Majdan-pladsen, som af mange forbindes direkte med landets status som selvstændig stat, er i sig selv betydningsfuldt. Det var med til at understrege, at demonstrationerne var rettet imod udsigterne til større russisk indflydelse i Ukraine, mindre europæisk integration og dermed, igen for mange, tabet af landets fremtid. De fem dage, hvor demonstrationerne fandt sted, understregede, hvordan Ukraine for det første var en selvstændig stat, hvor befolkningens nye nationale stolthed kom fra, og hvorfor Ukraine i eftertiden har nægtet at give op overfor russisk pres og overmagt.
Revolutionen bragte fire former for politik: Civilsamfund, behovsøkonomi, velfærdsstat (frivillig) og nationalt sammenhold på tværs af geografi og sociale lag mod en fælles russisk fjende.