Efter årtusindskiftet blev mange central- og østeuropæiske lande medlemmer af NATO og EU. Store dele af den ukrainske befolkning ønskede også en større og tættere tilslutning til Vesten, men der var fortsat også store dele af befolkningen og den politiske elite, som ønskede tættere relationer til Putins Rusland. Disse to politiske strømninger delte på mange måder bogstaveligt talt landet i øst og vest. Bevægelserne havde hver deres politiske fortalere, som for at gøre det hele kompliceret faktisk havde samme fornavne.
På den pro-vestlige side var økonomen Viktor Andrijovytj Jusjtjenko, som havde rødder i den sovjetiske og senere ukrainske banksektor. På den pro-russiske side var Viktor Fjodorovitj Janukovitj, som både havde rødder i østukrainsk politik og samtidig var en del af landets russisktalende mindretal.
Kampen mellem disse to strømninger kulminerede i præsidentvalget i 2004, hvor Viktor Janukovitj (øst) under stor kritik blev erklæret vinder af præsidentvalgets anden runde. Viktor Jusjtjenko (vest) og hans støttere udfordrede resultatet med beskyldninger om korruption og valgsvindel. Efter indgriben fra Ukraines højesteret og omfattende demonstrationer over hele landet blev valgresultatet annulleret med befordring om, at den anden runde skulle gentages. Denne gang var det Viktor Jusjtjenko (vest) som blev erklæret vinder. Den 23. januar 2005 blev Jusjtjenko (vest) udråbt til Ukraines præsident.
Præsidentvalget og de store demonstrationer, som kendetegnede perioden, blev af samtiden og eftertiden omtalt som den Orange Revolution, med henvisning til de orange bannere, som demonstranterne brugte på gaderne.