I længere tid havde Sovjetunionen været præget af dogmatisk ledelse som et modsvar til den reformorienterede politik Nikita Khrusjtjov havde stået for. Efter at han var blevet afsat, overtog Leonid Bresjnev ledelsen, og som følge heraf blev den nævnte konservative linje fremherskende. Sovjetunionens sidste leder, Mikhail Gorbatjov, var født i 1931. Han var del af en generation, som var vokset op med Khrusjtjovs forsøg på en reformpolitik. Det betød, at han stod for en mere liberal linje end den Bresjnev repræsenterede.
Efter Bresjnevs død var Sovjetunionen præget af, at en række ældre ledere fulgte i hastig rækkefølge, indtil Gorbatjov kom til magten i 1985. Så snart Gorbatjov kom til magten, begyndte han på en række projekter. Ét af de vigtigste projekter var et forsøg på at indhente USAs økonomiske position. Dette mente han at kunne gøre inden for 15 år ved blandt andet at reformere det økonomiske system fra plan til marked. Dog var han ikke villig til at betegne reformerne som kapitalisme. Et af de andre projekter, der var rigtig vigtige for Gorbatjov, var udenrigspolitikken på grund af det militære kapløb, som havde været tabt i flere år, hvilket nødsagede Gorbatjov til at ændre hele udenrigspolitikken. Han var indstillet på at indlede en dialog med USA for at forbedre forholdet mellem Sovjetunionen og USA. Dette skete ved mange møder med USA’s præsident. Gorbatjov var mindre villig end tidligere ledere til at intervenere i Østeuropa, hvilket blandt andet sås i udviklingen i Polen i sidste halvdel af 1980-erne.
Et billede på betydningen af det ændrede forhold mellem USA og Sovjetunionen kunne ses i 1987, hvor den amerikanske præsident Reagan holdt en tale i Vestberlin tæt på Berlinmuren. Her opfordrede han Gorbatjov til at fjerne muren: “Mr. Gorbatjov, tear down this Wall”. Lige præcis dette fik ikke den store betydning, men var dog en forudanelse om begivenhederne i november 1989 i Tyskland, hvor Gorbatjov igen lod være med at intervenere.
Gorbatjovs økonomiske reformer lykkedes ikke. De skabte derimod stor modstand, fordi de blandt andet resulterede i øgede fødevarepriser for den russiske befolkning. Han mødte politisk modstand blandt andet fra Boris Jeltsin. som var en russisk nationalist. Jeltsin var generelt imod at opretholde Sovjetunionen og dermed også Warszawapagten. Jeltsin fandt blandt andet allierede i det lokale kommunistiske parti i Ukraine og Hviderusland.
I 1991 tog det hele fart. I januar begynder der at vokse en modstand frem i det baltiske område, specielt Litauen. Gorbatjov ser det nødvendigt at intervenere, hvilket førte til nogle få demonstranters død og blot øgede demonstrationerne. Gorbatjov forsøgte på ikke at gøre yderligere i håbet om, at modstanden gik i sig selv. Dette medførte, at Jeltsin bad Gorbatjov om at fratræde posten som Sovjetunionens leder – uden effekt.
I august tager Gorbatjov og hans familie på ferie på Krim, som var et feriemål ved Sortehavet. Med Gorbatjov væk fra Moskva indledte en mere traditionel gruppe et kup, hvor de holdt Gorbatjov fanget på Krim. De var modstandere af de opløsningstendenser, begivenhederne i Baltikum medførte. Boris Jeltsin reagerede imod statskuppet i Moskva ved at samle byens indbyggere omkring sig og gå til parlamentsbygningen i protest. Uden for parlamentet holdte han en tale til folket, hvor han modsatte sig kuppet. Kupmagerne indså, at de ikke havde mulighed for at gennemføre kupplanerne uden, at det ville resultere i et blodbad, hvilket medførte at de opgav foretagendet.
Gorbatjov fik mulighed for at komme tilbage til Moskva, hvor han blev mødt af Jeltsin, som informerede ham om hændelserne, og at han skulle holde en tale formuleret af Jeltsin. I denne tale stod der, at Sovjetunionen skulle opløses, hvilket skete hurtigt derefter.
Med opløsningen forsvandt begrundelsen for Warszawa-pagtens eksistens. Den følgende tid blev derfor en meget turbulent periode i det nye Rusland.