Stalins død i 1953 fik stor betydning, idet hans død udløste en intern magtkamp i partiet i Moskva. Under Stalin havde kommunistpartiet ikke haft mærkbar indflydelse på landets ledelse, så i tiden efter hans død, måtte kommunistpartiet genopdage sin rolle i det sovjetiske samfund og magtstruktur. Groft sagt var partiet splittet mellem to centraler lejre.
Den ene ønskede at bevare store dele af Stalins politik, med særlig fokus på en hård indenrigs- og udenrigspolitisk linje. Denne gruppering er blevet hardliners, hvilket på dansk kan oversættes til dogmatikere.
Den anden lejr, som efter Stalins død blev ledet at Nikita Khrusjtjov, var åbne for et opgør med Stalins politik, herunder en blødere udenrigspolitik og en mindre rigid gentænkning af det sovjetiske system. Denne lejr er blevet kaldt for reformister. På dette tidspunkt i sovjetisk historie var reformisterne dog ikke åbne for en demokratisering af det sovjetiske samfund.
Khrusjtjov vandt denne kamp og blev den nye statsleder. Det sovjetiske kommunistparti holdt jævnligt kongresser, der var med til at udstikke retningslinjerne for samfundsudviklingen. På den 20. kongres fik Khrusjtjov officielt overtaget magten. Her holdt han en meget betydningsfuld tale, hvor han startede på et opgør med Stalins politik. Specielt i forhold til hans hårde greb om magten i landet, herunder den økonomiske politik. Khrusjtjov fandt det vigtigt at rette den planlagte økonomi mere ind efter de almindelige borgeres behov. Derfor var det vigtigt at bruge flere ressourcer på civil produktion frem for militæret. Forholdet til Vesten burde derfor, efter Khrusjtjovs opfattelse, være præget af andet end den hårde militære konfrontation.
Khrusjtjovs opgør havde også et ideologisk aspekt. Det var et opgør med den meget strenge ensretning af det politiske og kulturelle liv i Sovjetunionen og Østeuropa. Khrusjtjov så ensretningen som et resultat af den personkult, der var opstået omkring Stalin gennem den lange tid, han havde haft magten i partiet.