I perioden efter Anden verdenskrig var Østeuropa en del af Sovjetunionens indflydelsessfære, hvilket både indebar en økonomisk og politisk dominans i området, fordi Sovjetunionen opbyggede både en militær og økonomisk samarbejdsorganisation. Det økonomiske samarbejde resulterede i en intern arbejdsdeling, hvor Sovjetunionen og Østtyskland stod for højteknologisk produktion, Polen stod for kulproduktion, og de øvrige lande producerede primært fødevarer.
Polens økonomi var udfordret i årene op til 1981, fordi råvarepriserne – herunder olie – internationalt var steget drastisk. Dette lagde pres på Polens økonomi, fordi disse råvarer var uundværlige og landet ikke kunne forøge sin egen energiproduktion i form af kulbrydning. Derfor betød det, at arbejdernes løn stod stille og havde gjort det længe, samtidigt med at alle luksuriøse varer var blevet dyrere. Dagligvarerne var mere stabile i pris. Arbejderne havde allerede en fagforening styret af landets politiske ledelse – Polens kommunistparti. Derfor var fagforeningen ikke repræsenterende for arbejdernes interesser over staten, som var deres arbejdsgiver.
Den katolske kirke havde før den kommunistiske magtovertagelse i 1948 en stærk position i det polske samfund, som det ikke lykkedes for det kommunistiske parti for alvor at undertrykke. Den katolske kirke fungerede som et samlingspunkt for de mange antikommunistiske fløje i den polske opposition.
I 1980 satte styret priserne på de basale fødevarer op. Dette førte til en generalstrejke i Gdynia og Gdansk. Strejken førte til at arbejderne organiserede sig i en uafhængig fagforening – Solidaritet. Dannelsen af Solidaritet satte et fundamentalt spørgsmål ved det kommunistiske styres egen selvforståelse, idet styret selv havde oprettet fagforeninger, der skulle repræsentere arbejderne.
Bevægelsen i Polen adskilte sig fra begivenhederne i Ungarn i 1956 og Foråret i Prag i 1968 på den måde, at de havde en større rækkevidde i samfundet, og at både arbejdere og intellektuelle indgik en alliance rettet imod styret.
Kommunistpartiet forsøgte at knægte generalstrejken på egen hånd, fordi de ikke fik hjælp fra de øvrige østbloklande. Militæret greb ind i strejkerne og overtog den politiske ledelse af landet og etablerede en militærjunta, hvorefter der indførtes en krigsretstilstand (en militær undtagelsestilstand) i december 1981-1983. Under krigsretstilstanden blev den uafhængige fagforening Solidaritet forbudt og den intellektuelle opposition fængslet.
Generelt adskilte den polske krise sig fra tidligere kriser i Østeuropa ved, at Warszawapagt-landene ikke greb ind militært i en situation, hvor det kommunistiske partis magt var truet. Resultatet af Solidaritets modstand blev begyndelsen til et mere generelt opbrud i forholdet mellem de østeuropæiske lande og Sovjetunionen i årene op til 1989.