Efter en intern politisk kamp i det tjekkoslovakiske kommunistparti, kom Alexander Dubcek til magten i januar 1968. Han var villig til at eksperimentere med visse liberaliserende reformer, blandt andet øget pressefrihed, ytringsfrihed og bevægelsesfrihed. Derudover ville han reformere planøkonomien fra at have fokus på fremstilling af industrivarer til at fokusere på de tjekkoslovakiske borgeres umiddelbare behov. Han ville også politisk åbne op for muligheden for flere politiske partier. Effekten af Dubceks linje var, at borgerne tolkede situationen således, at de var på vej til en demokratisering af samfundet. Dette medførte, at kommunistpartiet måtte opgive monopolet på den politiske magt.
Resten af Østblokken så på Dubceks reformpolitik med en vis portion skepsis, fordi den for det første anfægtede kommunistpartiets monopol på magten, og dernæst frygtede de, at reformideerne kunne sprede sig til resten af blokken. På dette tidspunkt støttede Ungarn Dubceks reformlinje som det eneste land.
I august 1968 invaderede Warszawa-pagten Tjekkoslovakiet. Invasionen skete på Sovjetunionens initiativ, fordi partiets magtmonopol blev anfægtet.