Der var tre faktorer der var afgørende for, at USA og Sovjetunionen indledte en afspændingspolitik. Den første var forløbet omkring Cuba-krisen i 1962, der havde demonstreret, hvor galt det kunne gå i en ukontrolleret konfrontation mellem de to magter. Derudover bidrog rumkapløbet til en erkendelse af det nødvendige i afspænding, da det især for Sovjetunionen var en betydelig økonomisk belastning. Endeligt udgjorde konkurrencen på atomvåben også en tilskyndelse til afspændingen, da kapløbet om våbnene havde betydet, at der var opbygget store lagre af våben. Det kostede en del ressourcer at vedligeholde arsenalerne, og samtidigt var de så store, at det var muligt at udradere jorden op til flere gange.
I praksis betød afspændingspolitikken, at nationerne indledte en dialog om begrænsning af våbenlagrene som resulterede i, at der blev indgået flere traktater på området. En af disse var SALT I, som indeholdt en reduktion af missil-affyringsramper og u-både udstyret med atomvåben. Aftalen nævnte dog ikke de flystyrker, der kunne udstyres med atomvåben. Denne afspænding bidrog til en forbedring af forholdet mellem supermagterne.