På baggrund af situationen i Polen (1981-1983) var store dele af de Østeuropæiske lande svækket politisk, hvilket viste sig ved, at kommunistpartiets magtmonopol blev udfordret. Samtidigt hermed repræsenterede partierne ikke længere i samme grad arbejderne. I sommeren 1989 forsøgte nogle af partierne en delvis åbning i forholdet til deres landes befolkning. Dette kan ses ved blandt andet, at der gives bedre rejsemuligheder – et forhold, der især gør sig gældende i Ungarn. Åbningerne af grænserne mellem Øst- og Vesteuropa satte gang i en større rejseaktivitet for almindelige borgere fra øst mod vest.
Åbningen i Ungarn gjorde det muligt for østtyskere at rejse til Vesttyskland – via Ungarn og Østrig. Dette blev et stort problem for den østtyske stat, som frygtede tabet af arbejdere og højtuddannede. Østtyskland kunne ikke standse denne bevægelse, fordi der ikke var enighed mellem Østtyskland og Ungarn. Dette førte til, at Østtyskland appellerede til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov om hjælp til at håndtere krisen. Gorbatjov afstod fra at intervenere i den østtyske udvikling.
Samtidigt voksede den politiske opposition i Østtyskland i efteråret 1989. Dette anfægtede yderligere kommunistpartiets magt. Oppositionen bliver efterhånden meget tydelig ved, at der holdtes demonstrationer i de store østtyske byer – særligt Leipzig. Som følge af miskommunikation fra regeringen bliver Berlinmuren åbnet den 9. november om aftenen. Inden for få timer var der allerede folk, der var i gang med at rive muren ned. Dermed var det østtyske styres kollaps uundgåeligt – og med dét murens fald.