Den 26. april 1986 skete der en stor ulykke på kernekraftværket i Chernobyl, Ukraine. Ukraine var på daværende tidspunkt en delstat i Sovjetunionen. Ledelsen i Sovjetunionen var vaklende og usikker på, hvorledes ulykken skulle behandles. Generelt afholdt styret sig fra at informere både befolkningen i området og verdenssamfundet om ulykkens omfang.
Opmærksomheden i Sovjetunionen var i dagene efter ulykken rettet imod den traditionelle fejring af afslutningen på anden verdenskrig den 8. maj. Højdepunktet af denne fejring var afholdelsen af de militære parader på den Røde Plads i Moskva.
I dagene efter ulykken var myndighederne meget lukkede om ulykken og dens mulige konsekvenser. Dette var et stort problem, da det i denne type katastrofer var nødvendigt med en klar kommunikation til den berørte befolkning. En type af kommunikation, som det sovjetiske system slet ikke var indrettet på at skulle varetage. Et illustrativt eksempel var, at Vesteuropa ikke var blevet informeret og først med sikkerhed kunne erkende ulykken, da de målte et forøget radioaktivt niveau. En analyse af de meteorologiske forhold viste, at udslippet måtte stamme fra Ukraine. Det var netop den vestlige opmærksomhed, som bevirkede, at ledelsen i Moskva åbnede op for den viden de havde om ulykken.
Den manglende information var blandt andet med til at fremme den ukrainske befolknings ønske om uafhængighed af Sovjetunionen. Men informationsproblemet understregede også Gorbatjovs generelle politiske mål om en større åbenhed i samfundsdebatten i hele Sovjetunionen.