Allerede i 1989 var det en erkendelse i Vesten, at det gamle magtsystem var under radikal forandring: Berlinmuren var faldet i november, og der opstod huller i Jerntæppet blandt andet i Tjekkoslovakiet. Paradoksalt var det dog, at USAs præsident Bush (den ældre) engagerede sig aktivt i udviklingen i Sovjetunionen, idet han forsøgte at hjælpe Gorbatjov med at undgå et samfundsmæssigt kollaps. Blandt andet fordi der var en frygt for, at det ville være svært at styre et land i frit fald. Kontrollen med lagrene af atomvåben var i høj grad en del af denne problematik.
I Europa delte de store lande frygten for et kollaps. Analysen var også her, at der kunne opstå farlige situationer, hvis de ikke havde kontrol med atomvåbenlagrene. Tyskland var særligt opmærksom på problematikken – dels fordi Vesttyskland realistisk set ville blive slagmark i en europæisk stormagtskrig, og dels havde Vesttyskland også ført en afspændingspolitik i forholdet til Sovjetunionen, da Vesttyskland havde et behov for et tåleligt forhold til nabostaten Østtyskland – også fordi de ville lette forholdene for de almindelige tyskere samt holde muligheden åben for en fremtidig genforening. På baggrund af dette havde Tyskland en klar interesse i at stabilisere den sovjetiske stat, hvilket blandt andet kom til udtryk ved, at de finansierede genhusningen i Sovjetunionen af de udstationerede tropper i Europa.
Samtidigt med denne udvikling forhandlede de to supermagter om en yderligere reduktion af våbenarsenalerne – de såkaldte START-forhandlinger (Strategic Arms Reduction Treaty). Den amerikanske kongres ratificerede traktaten i 1992 – få måneder tidligere var Sovjetunionen dog faldet sammen.