Da Sovjetunionen faldt sammen, var der atomvåben udstationeret i Hviderusland, Kazakhstan og Ukraine. De var udstationeret som et led i den afskrækkelsespolitik, der var en central del af den kolde krigs logik. Denne udstationering blev et problem, da Sovjetunionen faldt, fordi det betød, at antallet af atommagter blev forøget og dermed også risikoen for spredning af våbnene. Våbnene var også en brik i magtforholdet mellem Rusland og de nye nabostater, idet Rusland stillede krav om at få de udstationerede våben tilbage. Det var nøjagtigt denne type af situation Vesten havde frygtet i tilfælde af, at Sovjetunionen ophørte med at eksistere.
Rusland indgik traktater med de tre lande, hvor en garanti af landenes grænser var betingelsen for tilbageleveringen af våbnene.