I udgangspunktet havde Vladimir Putins forgænger, Boris Jeltsin, accepteret EU som en vigtig del af den europæiske orden, og som følge deraf også var af stor betydning for Rusland. – eksemplificeret ved den russisk-tyske forbindelse, hvor Rusland har forsynet Tyskland med billig gas.
Da Putin kom til magten, så han EUs optagelse af Polen og andre østeuropæiske stater i 2004 som en mulighed for et yderligere samarbejde. Samtidigt talte Putin for en fremtidig optagelse af Ukraine i EU.
I 1999 blev også NATO udvidet med en del af de gamle Østeuropæiske stater. Et forhold som Putin i udgangspunktet heller ikke så som en trussel imod Rusland. Tværtimod: han forsøgte at samarbejde med NATO ud fra den opfattelse, at både NATO og Rusland havde fælles interesser i sikkerhedspolitikken. Efter 9/11 tilbød Putin støtte til USAs kamp imod terror i Ruslands nærområde – specielt i Tjetjenien. Forholdet til NATO var faktisk så godt, at Putin deltog i et NATO-topmøde i Bukarest i 2008. Putins udenrigspolitiske linje var dog svær at forstå for vesten, da han i samme år intervenerede militært i Georgien. Den grundlæggende linje i disse år var, at Rusland, NATO og EU skulle samarbejde på lige fod.
Efter Putins genvalg som præsident i 2012 virkede Putins udenrigspolitiske linje anderledes set fra vestens synspunkt. En forklaring på denne ændring kunne være at Rusland, efter Putins vurdering, nu var stærk nok til at stå imod den vestlige verdensorden. På den anden side kan interventionen i Georgien også ses som et udtryk for, at Rusland stadig havde stormagts intentionerne intakt. Denne “nye” russiske udenrigspolitik blev demonstreret igen i 2014, hvor Rusland annekterede Krim-halvøen – der tilhørte Ukraine.