Terrorangrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001 vil ikke blive behandlet i detaljer her. Det er dog relevant at se på de globale konsekvenser dette fik. Efter afslutningen på Den Kolde Krig blev USA den eneste tilbageværende supermagt. Dette betød, at USA i egen selvforståelse kunne indtage en ubestridt global førerrolle blandt andet begrundet i landets militære styrkeposition. Dette blev særligt demonstreret i Europa under Balkan-krigene. Efter terrorangrebet, der blev udført af muslimske ekstremister, flyttede Amerikas fokus over til en global krig imod terror. I denne krig blev selv tidligere fjender, som for eksempel Rusland, til allierede. Dette fokus på terror-organisationer kom til at præge de næste tyve år. Endvidere placerede terroren Mellemøsten i centrum for USAs udenrigspolitik. Næsten alle lande i Mellemøsten havde store muslimske befolkningsgrupper, der opfattede USAs udenrigspolitik som generelt fjendtlig over for deres tro og deres eksistensberettigelse. USAs udenrigspolitiske linje blev fortolket således i Mellemøsten, at USA generelt var modstander af Islam og derfor også modstander af de lande, hvor religionen var en dominerende faktor. Dette udgjorde på den anden side en mobiliserende faktor i landenes politiske systemer. USA havde stået som Israels ubetingede støtte siden statens oprettelse i 1947, fordi landet blev hjemsted for de fordrevne jøder, og fordi landet blev set som det eneste velfungerende demokrati i Mellemøsten – der ellers var domineret af autokratisk styrede lande.
Det var derfor USAs støtte til Israel var en del af baggrunden for angrebet i New York den 11. september 2001.
