I slutningen af 1990-erne var det russiske folk begyndt at blive træt af Boris Jeltsins styre, både med henhold til hans drikkevaner og den politiske linje, han stod for. De økonomisk betydningsfulde grupper, oligarkerne, blev opmærksomme på denne utilfredshed, og de begyndte at søge efter en arvtager. Putin blev denne arvtager. Han var på flere måder det stik modsatte af Jeltsin. Boris Jeltsins forhold til alkohol betød, at han fremstod som en noget utilregnelig magthaver. I modsætning hertil havde den tidligere chef for KGB (den sovjetiske efterretningstjeneste) langt mere selvkontrol.
Putin fremstod politisk mere beslutsom, hvilket meget hurtigt blev tydeligt i den anden tjetjenske krig kontra den første krig. Den anden tjetjenske krig blev en demonstration af den måde Putin førte udenrigspolitik på, hvis mål var at genetablere Ruslands rolle globalt, som den havde været under Den Kolde Krig. Internt i Rusland konsoliderede Putin magten ved at øge kontrollen med landets medier, stække den politiske opposition, og styrke sine egne allierede blandt oligarkerne.
Putin blev valgt som præsident i 1999 og genvalgt en gang, hvorefter han ifølge forfatningen ikke kunne genvælges. Putins ambition var at fastholde den politiske magt, hvorfor han flyttede den reelle magt fra præsidentposten over til premierministerposten. I 2008 blev han valgt til premierminister. Fire år herefter flyttede han tilbage til præsidentembedet og ændrede i forfatningen således, at han kunne genvælges. I løbet af Putins regeringsperiode havde han forsøgt at vinde det russiske folks opbakning. Et forsøg på at ændre i pensionsforholdene resulterede i store folkelige protester, hvorfor Putin måtte trække disse reformforsøg tilbage.
Putins popularitet kom grundlæggende fra, at Ruslands økonomi blev konsolideret i årene efter, at han havde overtaget magten. Konsolideringen skyldtes, at Rusland havde meget store naturressourcer, herunder olie- og gasreserver, som det lykkedes Putin at sælge til Tyskland og nogle af de østeuropæiske lande. En følge heraf var, at aftagerlandene blev økonomisk og politisk afhængige af et godt forhold til Rusland.