Ostpolitik er et begreb, der har sin oprindelse i perioden under den kolde krig. Her var det en betegnelse for den udsoningspolitik som Willy Brandt indledte over for den gamle Østblok. Formålet med udsoningspolitiken var at lette forholdene for både øst- og vesttyskere. Denne linje blev på mange måder fastholdt gennem den kolde krig, dog skete der en betydningsfuld ændring efter Sovjetunionens kollaps. Den største ændring var, at Tyskland indledte et betydningsfuldt samarbejde med Rusland, særligt med hensyn til forsyningen af olie og gas. Dette ses blandt andet ved etablering af de direkte olie- og gasledninger (Nordstream I og II) mellem Rusland og Tyskland.
Konsekvenserne af denne politik var at:
Tyskland stod svagt over for en ekspansiv russisk udenrigspolitik, hvilket blandt andet slog igennem ved den russiske militære invasion i 2014 og senere ved indledningen til krigen i Ukraine i 2022.
Tyskland fik en relativt billig energiforsyning, hvad angår olie og gas. Dette gjorde, at de ikke havde fokus på diversificering af energikilderne, som det ellers er kendetegnende for en del andre europæiske lande – blandt andet Danmark. Det var dette, der var hovedårsagen til den tyske afhængighed af russisk energiforsyning.
Tyskland generelt havde, særligt under Angela Merkels kanslertid, en positiv tilgang til det europæiske forhold til Rusland. Dette ses i slagordet “Wandel dürch Handel” – en politik hvor antagelsen var, at det russiske styre lod sig reformere gennem et handelspolitisk samkvem med Europa.
Disse faktorer tilsammen gjorde, at Tyskland var blevet placeret i en sårbar situation, fordi landet var blevet afhængig af leverancer fra Rusland og denne afhængighed udfordrede relationerne til de øvrige europæiske partnere – primært EU, som derved kom til at stå svagere overfor stormagten Rusland.