Inden valget i 1999 var Vladimir Putin en relativt ukendt efterretningsmand, ansat i FSB – efterkommeren af den sovjetiske efterretningstjeneste (KGB). I tiden inden valget blev det undersøgt, hvilken ledertype den russiske befolkning ville foretrække. Det viste sig, at et flertal ønskede en leder, der havde kontrol med landet og sig selv, og som havde klare ideer om, hvordan landets fremtidige udvikling skulle se ud. Denne forestilling om en leder var en reaktion imod den regerende leder, Boris Jeltsin – som formentligt havde et alkoholproblem og derfor også kunne vise sig utilregnelig.
Putin fremstod som en person, der kunne indløse de forhåbninger, som den russiske befolkning havde ifølge undersøgelsen. De her nævnte forhold viser, at Putin var bevidst om, at udforme en ledelsesstil, der afspejlede de ovenfor nævnte håb i det russiske folk. Dette var udgangspunktet for de forestillinger Putin havde om hvad det russiske folk forventede af ham – som leder.
Der var dog andre elementer i forklaringen på Putins vej til magten. Der er tre faktorer, der er afgørende for at forstå, hvad der muliggjorde Putins politiske karriere:
- For det første den meget store økonomiske krise, Rusland befandt sig i, i årene efter Murens fald og Sovjetunionens kollaps. Den økonomiske krise kan forklares ved, at økonomien i årene inden havde været baseret på vestlig långivning og et tæt handelssamarbejde med de øvrige Østeuropæiske lande – et lukket marked, der nu var forsvundet.
- De vestlige kreditorer forlangte, at planøkonomien blev liberaliseret og virksomhederne privatiseret, hvilket førte til en koncentration af ejerskabet til de nu privatiserede virksomheder på få hænder – i samtiden karakteriseret som en oligark-økonomi. Disse oligarker blev endvidere en af Putins centrale magtbaser.
- Den tredje faktor var tabet af Ruslands position som supermagt i og med Sovjetunionens sammenbrud og dermed også kontrollen over hele Østeuropa. Dette skabte frustrationer i den russiske befolkning. Frustrationer som Putin udnyttede. Dette kan blandt andet ses i forbindelse med den anden krig i Tjetjenien i 1999, der gav en mulighed for, at Putin kunne fremstå som en beskytter af den russiske befolkning og ideen om Rusland som en stormagt.
Mange russere fortolker Putins vej til magten som et resultat af et guddommeligt forsyns heldige indgreb i en afgørende skæbnestund for Rusland. Den vestlige fortolkning er, at vi har at gøre med en intelligent og kynisk politiker, der så et politisk tomrum og forstod at udnytte dette til egen fordel.
Om Putin kom som en heltefigur eller som en mere ordinær mand, er der ingen tvivl om, at han grundlæggende har påvirket det russiske samfund. Han stabiliserede den russiske økonomi samtidigt med, at han satte Rusland på en kurs imod konfrontation med Vesten.