https://www.flickr.com/photos/kelleys/19723135413/in/album-72157656235993118/

Det nye russiske styre, som Boris Jeltsin stod i spidsen for, havde som mål at liberalisere den russiske økonomi. Udgangspunktet var en økonomi præget af statseje, rygraden i den gamle planøkonomi. Behovet for at ændre i denne økonomi kom fra den sovjetiske gæld, som Rusland overtog fra de vestlige långivere efter Sovjetunionens fald. Denne gæld skulle betales tilbage. Dette var baggrunden for privatiseringen af de statsejede virksomheder. Denne privatisering foregik som en auktion, hvilket betød, at kun de i forvejen rige dele af den russiske befolkning kunne overtage nøgleindustrierne. De nyrige russere var blandt andet tidligere ledere under det kommunistiske styre eller en del af mafiaen. Skellet mellem kommunistisk leder og mafia var ikke så fast, som man umiddelbart skulle tro. Disse nye ejere af nøgleindustrierne blev kernen i det nye styre – det vi i vesten forstår ved oligarkerne.  

Den almindelige borger havde ingen chance for at købe sig ind i oligarkiet. De måtte bare leve med konsekvenserne. Indførslen af markedsøkonomien betød, at tidligere stabile priser på fødevarer og andre nødvendige varer pludselig steg voldsomt. Samtidigt hermed blev forsyningerne af dagligvarerne usikre. Dette var dog ikke nyt – men gjorde blot situationen værre. Reelt betød udviklingen, at den russiske økonomi kollapsede, hvorved konsekvensen blev at store dele af befolkningen blev fattige.  

Russerne protesterede imod de forringelser som reformpolitikken medførte, der opstod også en nostalgi efter de relativt gode forhold under kommunismen. Allerede i slutningen af 1992 begyndte flere politikere at tage afstand fra Jeltsins reformer og tale om, hvorledes forholdene havde været tidligere. I 1993 blev den politiske krise dybere, og dele af hæren og de nye politiske magthavere forsøgte at fjerne Boris Jeltsin. Dette lykkedes dog ikke, men resulterede derimod i, at Boris Jeltsins magtposition blev styrket. Dette blev åbenlyst demonstreret, da Jeltsin beordrede militæret til at belejre det parlament, der ydede modstand imod hans politiske linje.