Rusland har i mange år været udfordret af en stor og tiltagende demografisk krise. I over 40 år er der blevet født så få børn i Rusland, at der konsekvent er gået flere russere bort, end der er kommet til.
Siden 2022 har Rusland været i aktiv krig med nabolandet Ukraine. En krig som langt fra er gået, som Rusland havde planlagt. Siden krigens start har Rusland ifølge flere kilder mistet mellem 200.000 og 230.000 unge mænd. Hvis konflikten fortsætter med samme intensitet som de seneste to år, og hvis Rusland fortsætter med at acceptere tårnhøje tabstal på fronten, er Rusland på vej til at miste en halv million unge mænd i konflikten. Dette er unge mænd, som Rusland rent demografisk ikke kan erstatte.
For at sætte de russiske tabstal i et perspektiv mistede Sovjetunionen 8,7 millioner soldater under Anden Verdenskrig og sidenhen mellem 15.000 og 26.000 soldater i Afghanistan fra 1979 til 1989.
Selvom de russiske tabstal i Ukraine måske ikke ser ud af meget i forhold til Anden Verdenskrig, skal man huske, at Sovjetunionen dengang var oppe imod en fjende, som i starten var teknologisk overlegen, og som havde som mål at udslette ikke kun den sovjetiske stat, men det russiske folk som helhed. Dette er ikke særligt sammenligneligt med Ruslands nuværende konflikt med Ukraine. Dertil havde Sovjetunionen i efterkrigsårene stadig en befolkningsvækst, som var forholdsvis høj, hvorved befolkningen med tiden blev genoprettet. Dette er ikke en fordel, som det moderne Rusland har.
Sovjetunionens senere krig med Afghanistan, der ligesom USA’s krig i landet efter 2001, var primært tænkt som en krig mod modstandsgrupper og terrorbevægelser. Sovjetisk militær var overlegen sammenlignet med deres modstandere, hvilket betød, at de sovjetiske tabstal var lave til trods for at krigen varede 10 lange år.
Til sammenligning mistede USA omkring 2000 mænd, selvom deres krig i Afghanistan varede i over 20 år. Det sovjetiske/russiske militær udviste dermed en tendens til høje tabstal i krig, hvilket kan være et tegn på mere grundlæggende problemer i landets militære tænkning og kampevne.
I forhold til krigen med Ukraine, står Rusland dog i en meget problematisk situation. Udover enorme tabstal, som landets negative befolkningsvækst ikke selv kan erstatte, har landet også et andet stort problem, som Sovjetunionen ikke havde. Eksempelvis flygtede mange russere fra landet i protest mod angreb på Ukraine. Da de høje tabstal senere tvang Vladimir Putin til at lave en delvis mobilisering, flygtede over en million unge russiske mænd fra landet, inden Moskva fik held med at lukke grænserne. Herved har Rusland i grove tal mistet tæt på 1,5 millioner unge, svarende til godt 1 procent af den samlede Russiske befolkning. At disse tab kommer fra de generationer, som er i den fødedygtige alder, gør kun tabene værre.
Putins regime har siden krigens begyndelse kidnappet et meget stort antal ukrainske børn fra de områder, som Rusland har besat. Børnene bringes til Rusland, hvor de gives videre til russiske familier. Rusland har ikke givet andre forklaringer på denne adfærd end, at de ønsker at beskytte børnene. Rent militært giver aktiviteterne ikke mening, hvilket kan være et tegn på, at Rusland måske ønsker at bruge børnene til at kompensere for de store tabstal og landets lave demografi. Tanken om, at et land kunne kidnappe et andet lands børn for at imødegå tabstal fra en krig, som de selv har startet, er lige så bizar, som den er grufuld. Selv hvis dette skulle være målet, vil det langt fra være nok til at rette op på Ruslands befolkningsproblemer, hvilket kun gør handlingen endnu mere surrealistisk. Dertil afbefolker Rusland områder, som de jo på sigt gerne vil gøre til en del af Rusland, så fra et helt objektivt perspektiv giver handlingen simpelthen ikke mening. Da Rusland ikke er et attraktivt mål for indvandring, er det meget uvist, hvor landet skal finde de soldater, som skal genopbygge landets militær på den lange bane.