Da det moderne Rusland blev til i 1991, arvede landet Sovjetunionens politiske, kulturelle og økonomiske udfordringer. En af de største af disse udfordringer, og måske på sigt også den mest katastrofale, var den demografiske sammensætning og langsigtede udvikling, som på sigt kunne få alvorlige konsekvenser for landets økonomiske og magtpolitiske udsigter.
Problemerne startede i tiden efter Anden Verdenskrig, hvor Sovjetunionen mistede omkring 27 millioner borgere i kampen mod Hitlers Tyskland. I efterkrigstiden, og faktisk også op til moderne tid, har landet konsekvent kunne mærke konsekvenserne af det store antal kvinder, som grundet de mange unge mænd som døde i krigen, aldrig fandt en partner at få børn med. Sovjetunionens befolkning stabiliserede sig i de efterfølgende årtier, men skyggen fra “den store patriotiske krig” forsvandt aldrig helt.
Denne udfordring ville på sigt have løst sig selv, hvis det ikke var for et enormt fald i landets fertilitet fra omkring 1980’erne, som efterfølgende blev kraftigt forværret i de kaotiske 1990’ere efter Sovjetunionens fald.
Årsagen kan findes i de meget usikre tider som kendetegnede Sovjetunionens sidste år med dyb økonomisk krise og fattigdom. Da det nye Rusland, til trods for en tidlig politisk og økonomisk liberalisering, endte med at få endnu større problemer i Boris Jeltsin årene, endte den russiske befolkning med at opleve over 20 år med nærmest kronisk økonomisk og politisk ustabilitet.
Hvad der startede med at være udskydelse af børn, mens de ventede på bedre tider, endte i stedet med aldrig at blive til børn, da de bedre tider aldrig kom. Da de økonomiske frugter af Vladimir Putins reformer endelig begyndte at vise sig, var det for rigtig mange russere allerede for sent.
Disse udfordringer blev i de “gode år” yderligere forværret af en generel tendens til, at kvinder i lande med gode udsigter generelt får færre børn. Dette ville normalt være et problem som kunne løses med reformer, ligesom mange europæiske lande forsøger sig med i moderne tider, men da Rusland allerede havde et enormt fødselsunderskud, resulterede det i en ond cirkel som Putin med enkelte undtagelser aldrig har haft held med at vende.
For Rusland er problemet med den lave fødselsrate blevet endnu værre, fordi det er sket samtidigt med, at rigtig mange russere dør forholdsvist tidligt af livsstilsrelaterede årsager. Af disse årsager var et voldsomt alkoholmisbrug en af de største syndere. Konsekvensen er, at der i mange år er blevet født færre Russere, end der er døde, hvorved Rusland siden starten af 1990’erne har haft et nedadgående befolkningstal.
Dette problem vil ikke føre til at Rusland kollapser, eller at russerne forsvinder som folkeslag, men derimod at det sammen med landets øvrige problemer på lang sigt kan få katastrofale konsekvenser for landets økonomiske og militære ambitioner. Dette kan være med til at forklare Ruslands kaotiske adfærd på den internationale scene, da landet kan have haft ønske om at opnå sine mål, inden det var for sent. At landets nyeste eventyr kun har forværret de førnævnte udfordringer, da krigen i Ukraine har medført enorme tab af unge mænd, er så en anden ting. Selv i de mere optimistiske fremskrivninger, er Rusland på vej til at have en mindre befolkning end Tyskland og Frankrig tilsammen.