I det første år kunne krigen karakteriseres som en krig udkæmpet på en eller flere fronter, hvor der var stor bevægelighed på de enkelte frontafsnit. Til at starte med havde det russiske militær relativt meget held med deres fremrykning – på trods af at der blev begået mange fejl undervejs. Den ukrainske reaktion var et længerevarende modangreb, som viste sig succesfuldt.
Det ukrainske modangreb sluttede i begyndelsen af vinteren 2022-2023 – dette var naturligt, da de lokale vintre var meget kolde. Kulden medførte problemer med maskiner og materiel, derudover stilledes mandskabet over for risiko for forfrysninger under operationerne. Rusland brugte vinteren på at befæste sig på det erobrede territorium i Østukraine. Ukraine brugte på sin side tiden på at forberede en ny offensiv mod de russiske tropper. Samtidigt leverede de vestlige lande våben, dog i et begrænset omfang.
Foråret bragte nye udfordringer i form af tøbrud og mudrede slagmarker. Mudderet på slagmarken forskubbede den planlagte offensiv. Ved sommertid var det stadig svært at vurdere, hvorvidt offensiven overhovedet var startet. Hvorvidt den ukrainske plan egentlig var at påbegynde en ny stor offensiv i 2023, var svært at vurdere. Det lod sig dog konstatere, at denne offensiv ikke fandt sted. Dette kunne for det første forklares ved, at de russiske forsvarsværker var stærkere, end analytikerne havde forventet. For det andet måtte den ukrainske slagkraft tages i betragtning, da hæren manglede våbenleverancer fra Ukraines allierede. For det tredje kunne det også tænkes, at en ny stor operation aldrig lå på tegnebrættet i det ukrainske militær. Der forekom dog stadig slag i løbet af året. Mest kendt er slaget om Bakhmut, som ledte til Wagner-gruppens march imod Moskva. I denne fase af krigen var det centrale spørgsmål, om der var en form for “stalemate” mellem Ukraine og Rusland, altså en form for uafklaret stillingskrig med fastfrosne fronter. Denne situation varede året ud.