Da Rusland invaderede Ukraine den 21. februar 2022, var Ukraines våbenlager generelt af sovjetisk fabrikat. Landet brugte derfor den samme type af våben, som den russiske invasionshær i sit forsvar. I det følgende redegøres for de vestlige landes bevæbning af den ukrainske hær, for at illustrere rytmen i det vestlige engagement:
Ukraine beder om et våbensystem.
Vesten er i udgangspunktet påpasselig, idet man overvejer nødvendigheden i donationen af våbensystemet.
Præsident Volodymyr Zelinski taler til det enkelte land og ønsker fortsat leveringen af dette bestemte våbensystem.
Et mindre land, ofte østeuropæisk, bryder med den oprindelige modvilje og donerer det efterspurgte våbensystem.
Herefter følger andre lande op og leverer våben nok til, at de kan få betydning i styrkeforholdet mellem Ukraine og Rusland.
Ukraine beder om et nyt våben, hvorefter processen sættes i gang igen.
Dette er naturligt nok en noget skematisk fremstilling, men ikke desto mindre illustrativt for processen med at få leveret nye våbentyper. Et konkret eksempel kan være debatten om leverancen af moderne kampvogne: eksempelvis Abraham og Leopard.
Den store udfordring er, at de vestlige ledere har tendens til at glemme, at en moderne krigsførelse kræver kontinuerlige våbenforsyninger – således er et enkelt våbensystem ikke, i sig selv, en garanti for en militær succes på slagmarken. En anden udfordring er, at de vestlige landes produktionskapacitet halter efter den efterspørgsel, Ruslands krig har skabt.