Tjetjenien var en del af det russiske og blev også en del af det sovjetiske imperium. Republikken havde en delvis autonom status under sovjetstyret. Under anden verdenskrig, hvor ca. 50.000 tjetjenske soldater kæmpede for Sovjetunionen, blev Stalin alligevel usikker på republikkens loyalitet, hvilket fik ham til at flytte den tjetjenske befolkning til Kazakhstan. Over 60 % af befolkningen døde under denne forflytning. I stedet blev etniske russere bosat i området.
Da Stalin døde i 1953 og Khrustjov overtog magten fik de overlevende tjetjenere lov til at flytte tilbage til de områder, de var blevet fordrevet fra. De russere, der allerede var flyttet, fik lov til at blive boende.
I den periode hvor Sovjetunionen var i opløsning kom nationale følelser til at spille en vis rolle. Dette gjaldt også i det tjetjenske område. Disse nationale følelser i Tjetjenien gjorde den russiske ledelse i Moskva nervøse, for at nationale selvstændighedsbestræbelser også skulle dukke op andre steder i den russiske føderation. En føderation der var præget af flere forskellige etniske mindretal og autonome områder, en arv fra det tidligere sovjetiske styre. Det var især i de asiatiske dele af riget, at disse forhold var fremherskende. Frygten førte til at styret i Moskva i 1994 invaderede den lille autonome republik, Tjetjenien. Invasionen gik dårligt, blandt andet fordi tjetjenerne betjente sig af en guerilla strategi. Samtidigt mente hærledelsen i den russiske hær, at hæren var overlegen i forhold til de tjetjenske styrker. I løbet af krigen ændrede den karakter fra at være en national selvstændighedskrig til også at være religiøst motiveret – tjetjenerne bekendte sig til islam, mens den russiske republik så sig som den ortodoks-kristne kirkes forsvarer. En af de øverste religiøse ledere kaldte ligefrem til hellig krig imod Rusland. Dette medførte, at der blev rekrutteret krigere, fra de øvrige muslimske lande på den tjetjenske side. Baggrunden for at krigen blev defineret som hellig krig var, at den russiske hær udviste stor brutalitet under de militære angreb.
I krigens sidste fase indledte tjetjenerne en terrorkampagne på russisk jord med stor succes. Den mest kendte aktion var et angreb på et hospital, der lå i en landsby tæt ved den tjetjenske grænse. Terrorkampagnen fik den russiske regering til at ville indlede fredsforhandlinger. Resultatet af forhandlingerne blev en amnesti for både tjetjenske og russiske soldater, samt en tilbagevenden til de oprindelige grænser.