Vietnam var en tidligere fransk koloni, som siden anden verdenskrig havde kæmpet for at løsrive sig fra Frankrig. Der var flere grupper med modstridende ideologiske standpunkter, så de var også fjendtligt indstillet over for hinanden. Borgerkrigen blev i første omgang afsluttet med det franske tilbagetog i 1954. Efter borgerkrigen blev landet delt i to mellem nord og syd langs den 17. sydlige breddegrad – i lighed med krigen i Korea. Ho Chi Minh blev leder af Nordvietnam. Han var tidligere leder af en kommunistisk guerilla-organisation, som bekæmpede det franske kolonistyre.
Mens USA støttede Sydvietnam, var det primært Kina, der støttede det Nordvietnamesiske styre.
Konflikten mellem nord og syd fortsatte efter delingen i 1954. I 1965 engagerede USA sig for alvor i konflikten på det sydvietnamesiske styres side. Dette gjorde USA, fordi de var bange for en total magtovertagelse fra det kommunistiske Nordvietnams side. USA frygtede, at den kommunistiske styreform ville brede sig til hele Østasien.
USA fejler i sin vurdering af egne evner i forhold til at besejre Nordvietnam. Dette skyldtes, at USAs militær var designet og trænet til konventionel krigsførelse med konventionelle hære. Den Nordvietnamesiske hær opererede dog på en helt anden måde – en ukonventionel krigsførelse – nemlig som guerillagrupper.
Endvidere var slagmarken også af en helt anden karakter end den, de amerikanske soldater var trænet til at operere på – den europæiske scene. Væsentlige faktorer var de mange og høje bjerge, samt tætte jungler, der gjorde fremrykning meget vanskelig og tidskrævende. Det kunne i visse tilfælde tage op til to timer at rykke 100 meter frem.
I løbet af krigen måtte USA erkende, at den militære strategi havde slået fejl – hæren stødte på en meget stor modstand fra civilbefolkningens side. Modstanden var en central årsag til, at krigen trak i langdrag, hvilket var med til at forøge det amerikanske samfunds omkostninger; dels i hjemsendte sårede og dels i et øget antal dræbte soldater. Dette medvirkede til, at modstanden i USA mod krigen voksede, og regeringen tabte opbakning til den førte udenrigspolitik. Krigen var også den første, hvor medierne kunne vise levende billeder fra kampzonerne og derfor kunne præsentere publikum for realiteterne på slagmarkerne.
USA måtte trække sig ud af krigen i januar 1973 uden at have opnået nogle af de mål, de havde med at gå ind i krigen. Et par år efter kollapsede det sydvietnamesiske styre. USAs nederlag betød, at de måtte revurdere den udenrigspolitiske linje, de specifikt havde lagt i Indokina og på et globalt plan. Den amerikanske administration blev i de følgende år mere forsigtig med at engagere sig i konflikter uden for landets egne grænser.