Efter anden verdenskrig opstod der en stor politisk konflikt mellem Josip Tito og Josef Stalin. Stalin var ikke tilfreds med Titos popularitet eller hans i stigende grad selvstændige linje. Stalin ønskede total kontrol over de kommunistiske lande, så i hans optik skulle Tito elimineres. Konsekvensen blev et forsøg på at isolere Tito som en “kætter” inden for kommunistisk tænkning – foruden at Stalin angiveligt sendte flere agenter ind i Jugoslavien som mordforsøg på Tito.
Jugoslavien blev derfor politisk isoleret i østblokken og derved tvunget til at danne tættere relationer til Vesten. Ironisk nok tvang denne isolation også Tito til at lave hans egen udgave af kommunistisk tænkning, som både skulle legitimere sig selv og den pludselige isolation fra kommunismens hjerteland Sovjetunionen. En anden konsekvens blev, at Tito tog initiativ til at danne den internationale “non-alignment” bevægelse.