I den kolde krigs tidligste år bevarede Sovjetunionen dele af sine nye dukkestaters politiske systemer. Der var derfor stadigvæk flere forskellige politiske partier, herunder demokratiske, som opererede ved siden af kommunistpartierne. Dette var for at bevare illusionen om, at landene fortsat var selvstændige nationer. Kommunistpartierne havde kontrollen over centrale dele af regeringerne, herunder især indenrigsministerierne, hvorved de med støtte fra Den Røde Hær reelt set – i det skjulte – havde udbredt kontrol med landene.
I 1948 var Sovjetunionen og det tjekkoslovakiske kommunistparti dog klar til at gøre op med resterne af det gamle system. De gamle partier havde vundet mærkbar støtte hos den almene befolkning, og det i en sådan grad, at de med tiden ville true kommunistpartiets magt i landet. Dette var utåleligt for Sovjetunionen. Med støtte fra en overvældende sovjetisk militærstyrke i form af 2000 kampvogne, sikrede det tjekkoslovakiske kommunistparti deres magt i landet. Samtidigt kom landet i højere grad til at ligne det system, som Sovjetunionen ønskede. De gamle partier og befolkningen forsøgte ihærdigt at gøre modstand, men dette blev nådesløst knust.
Samtidigt fik omverdenen, og for den sags skyld de øvrige østlande, at se, hvordan selvstændighed under sovjetisk indflydelse så ud. I tiden efter episoden, afviklede Sovjetunionen overgangsmodellen, hvorved det sovjetiske et-partisystem blev indført overalt.