Den russiske invasion forsøgte som omtalt at styrte den ukrainske regering så hurtigt som muligt. Derfor var de tidlige dage kendetegnet af en række centrale slag, som havde til formål at knuse den ukrainske modstand og åbne portene til hovedstaden. Selvom det internationale samfund med USA i spidsen fordømte invasionen i meget hårde vendinger, blev Ukraines råb om hjælp ikke hørt i de tidlige dage.
Slaget om Antonov lufthavnen
Lige fra invasionens første timer var der hårde kampe om Antonov lufthavnen – en lufthavn tæt på Kiev, som var kritisk nødvendig for de russiske planer. Det var her, at Ukraines overlevelse var på spil. Hvis lufthavnen faldt i russiske hænder, ville Rusland kunne sende forsyninger og tungt udstyr til hjertet af Ukraine, så det kunne understøtte angrebet på hovedstaden. Slaget startede få timer efter starten af invasionen, hvor russerne forsøgte at overtage lufthavnen ved at storme den med faldskærmstropper. Russernes forsøg lykkedes, men blev mødt af hård ukrainsk modstand. Da Ukraine var klar over lufthavnens strategiske rolle, herunder grundet advarsler fra USA, havde ukrainerne sat tropper i reserve til at genindtage lufthavnen. Efter hårde kampe faldt lufthavnen atter i ukrainske hænder. Rusland har i skrivende stund ikke haft mulighed for at gøre endnu et forsøg.
Stormløbet mod Kiev
Den ukrainske hovedstad Kiev var Ruslands hovedmål i invasionens første dage og uger. Planen var at fjerne Volodymyr Zelinskys regering, få sat pro-russiske politikere på posterne og dernæst forhandle Ukraines overgivelse. Det blev dog hurtigt klart for Russerne, at hovedstaden var betydeligt bedre beskyttet, end Rusland havde troet. Derudover nægtede Zelinsky at forlade Ukraine, selvom USA havde givet ham muligheden. Dette førte til hans nu berømte udtalelse om at “The fight is here; I need ammunition, not a ride”.
Foruden ukrainsk modstand og Zelinskys stædighed, blev det også klart, at det russiske militær havde store operationelle udfordringer. For det første virkede mange russiske soldater forvirrede over selve situationen. For det andet var mange soldater overraskede over, at de mødte modstand. For det tredje manglede de udstyr og for det fjerde havde de forskellige enheder udfordringer med at samarbejde og udføre komplekse manøvre.
Dertil var der også problemer med invasionens ledelse, hvor forskellige officerer ikke talte sammen, hvilket medførte, at russiske soldater ofte endte i meget farlige situationer. Det blev i eftertiden vurderet, at Rusland, grundet de tidlige fejltrin, mistede størstedelen af deres mest erfarne soldater. At Moskva ikke var tilfreds, ville være en underdrivelse.
De første kampe i øst
Ligesom i resten af Ukraine, blev Ruslands indledende angreb på Østukraine i 2022 kendetegnet af omfattende strategiske, taktiske og operationelle fejl.
Krigen i øst begyndte med angreb på Ukraine fra den russiske grænse og de områder af Ukraine, hvor Rusland siden 2014 havde været aktivt tilstede. Dette betød, at Ukraine i de tidlige dage og uger stod overfor angreb fra eksempelvis Krimhalvøen og de oprørske områder i Donbas.
Rusland havde dog den fordel, at Ukraine primært fokuserede på forsvaret af hovedstaden, hvorved størstedelen af Ukraines indsats ikke var rettet mod de østlige områder. Rusland formåede derfor at opnå større succes i østen, end de gjorde andre steder i landet. Det skal dog siges at disse succeser også var overraskende begrænsede, selvom det østlige Ukraine grænsede direkte op til de områder, hvor russerne forud for invasionen have opbygget størstedelen af deres styrker. De russiske sejre i øst kom også med en rigtig høj pris, både hvad angår tab af soldater og materiel, men også fordi Ukrainerne i mange områder nægtede at overgive sig. Mange større byer og landsbyer i Østukraine blev derfor bombet til ruiner.
En af de mest kendte episoder med dette udfald var slaget om Mariupol, hvor Rusland endte med at erobre en sønderbombet ruin, som i det store hele ikke længere havde megen værdi. Målet for Ruslands angreb på byen var at danne en landbro mellem Krim og Rusland, så landet kunne bruge jernbaner mv. til at forstærke tropperne i Ukraine. Dette betød, at det eneste sted, hvor Rusland klarede sig nogenlunde godt i starten af invasionen, var de områder i Østukraine, hvor Rusland havde opbygget store troppereserver.
Det internationale samfunds reaktion
I de første timer og dage af Ruslands invasion af Ukraine blev Rusland mødt af et stormvejr af fordømmelse fra mange af verdens lande, men ikke de store konsekvenser. Der var megen snak om omfattende sanktioner mod Rusland, især fra USA, som eksperter dengang mente ville kunne knuse Ruslands økonomi. Foruden snakken om sanktioner, skete der imidlertid ikke det store. Andre store lande, herunder især Indien og Kina, forholdte sig neutrale, omend der var små indirekte indikationer på, at Kina heller ikke var helt tilfreds med Ruslands beslutning.
Da det imidlertid blev klart, at Ukraine mod forventningerne havde held med at gøre modstand mod Rusland, ændrede især de vestlige lande strategi. Det blev her tydeligt, at Rusland ikke ville få held med at indtage Kiev, hvorfor eksempelvis EU, USA og G7 landene begyndte at drøfte mulighederne for at sende våben og ammunition til Ukraine. Hvor tingene gik langsomt mange andre steder, var der så stor sympati for Ukraine i det ellers splittede USA, at de første hjælpepakker hurtigt kom afsted. Rusland reagerede med store protester, men kunne ikke forhindre udviklingen.
En af de mest direkte reaktioner på Ruslands invasion kom dog fra Sverige og Finland, som blev så rystede af Ruslands handlinger, at de startede en proces som på sigt ville føre til NATO-medlemskab for begge lande. Sverige og Finland havde været helt neutrale igennem hele den kolde krig, og det at de to lande i det hele taget kunne overveje NATO-medlemskab, havde været helt utænkeligt blot nogle få uger før invasionen. Det virkede usandsynligt, at Rusland havde set en sådan udvikling komme, da angrebet derved førte til netop den ting, som Putin efter eget udsagn ville forhindre: Natos udvidelse mod øst.
