Efter at krigen i Ukraine brød ud, ændrede Sverige og Finland holdning til NATO. Begge lande havde tidligere afholdt sig fra at søge medlemskab af den vestlige militære alliance.
Sverige havde en tradition for en erklæret neutralitet, fordi det nordiske område efter Napoleonskrigene (ved fredsslutningen i 1815) lå i periferien af Europa og dermed de europæiske konflikter med undtagelse af anden verdenskrig. Derudover havde Sverige et meget solidt militært kompleks i kraft af de naturlige ressourcer landet rådede over samt en tradition for en stærk militær stat – tilbage fra stormagtstiden (1611 – 1718).
Finlands position var meget anderledes set i forhold til Sveriges. Finland var nabo til Rusland/Sovjetunionen og havde en meget lang fælles grænse. Finland havde i en lang periode været under russisk styre; det russiske storfyrstendømme i årene efter 1815. Finland blev selvstændigt i 1917 efter det russiske imperiums sammenbrud under første verdenskrig. Efter at Sovjetunionen blev dannet i 1920-erne blev den store grænse mellem Finland og Sovjetunionen et centralt omdrejningspunkt i finsk udenrigspolitik. Det førte til krig mellem de to lande i begyndelsen af anden verdenskrig. Efter anden verdenskrig blev Finlands forhold til Sovjetunionen igen et centralt forhold i landets udenrigspolitik, hvor landet blev nødt til at finde en hårfin balance i forholdet til øst og vest.
I perioden op til 1989 blev den finske udenrigspolitik afstemt med Moskva, da der var en løbende dialog mellem de to lande – med en klar finsk bevidsthed om magtforholdet mellem dem. Dette kan dokumenteres i, at Finland ikke kunne deltage i et tættere nordisk samarbejde. Efter Sovjetunionens fald (1991) fortsatte neutralitetspolitikken og Finland fastholdt et stort militært beredskab. På andre områder skete der en reorientering i udenrigspolitikken, da Finland søgte optagelse i EU og hurtigt derefter indførte Euro – landet blev derved dybt integreret i et europæisk samarbejde.