Alle autoritære ledere står over for udfordringer, der ligner hinanden – specielt når det kommer til store nederlag politisk, militært eller økonomisk. Dette skyldes, at autoritære systemer generelt bygger på en social kontrakt med deres folk, hvor folket afstår fra politisk indflydelse med forventningen om at lederen handler klogt – i både samfundets og statens interesse. Samtidigt opbygger lederen en personkult omkring sig selv, hvor han fremstår ufejlbarlig. Dette bliver naturligvis et problem i det tilfælde, hvor der begås fejl. Det er dog ikke en selvfølge at lederen falder, hvis styret kommer i en politisk, militær eller økonomisk krise.
Et eksempel på en politisk krise kunne være håndteringen af Covid-krisen: i Kina blev Covid et stort politisk problem grundet styrets valg af en nul-tolerance politik over for smitte. Nul-tolerance politikken skabte stor uro i civilbefolkningen, som resulterede i at styret blev tvunget til at ændre i disse forholdsregler. Styret ændrede politikken for at undgå intensiverede sociale optøjer. Et andet eksempel er Putins forsøg på at forandre pensionssystemet i Rusland, hvor han i 2018 forsøgte at hæve pensionsalderen. Det førte til store landsdækkende opstande imod Putins styre.
En militær krise var Sovjetunionens nederlag, i krigen i Afghanistan – hvor landet måtte trække sig ud efter 10 års kampe og ca. 15.000 faldne. Trods de ti års engagement nåede Sovjetunionen ikke de mål, man havde sat sig. Folket så med tilbagetrækningen et tydeligt tegn på svækkelsen af Sovjetunionen.
En økonomisk krise bryder især den sociale kontrakt, med det autoritære styre og dets folk, fordi den i princippet altid indeholder et løfte om, at i morgen bliver bedre end i dag – eller i det mindste ikke værre. Det er dog specielt vigtigt at sige om økonomiske kriser, at konsekvenserne meget nemmere kan skjules for folket. Dette gælder både reelt ved at styret har en bedre mulighed for at kontrollere den økonomiske udvikling, og at de statsstyrede medier kan manipulere med virkeligheden og derved nedtone potentielle problemer.
Disse problemer påvirker naturligvis også et demokratisk styre, forskellen er blot, at i et demokratisk styre har vælgerne en reel mulighed for at skifte den siddende politiske ledelse ud – via valg.