Vladimir Putin er i udgangspunktet en russisk nationalistisk leder, som forsøger at genopbygge den magt som Rusland først havde under det russiske imperie (årene frm til 1917) og senere under Sovjet-tiden (1917 – 1991). På mange måder låner Putin retorikken fra Sovjet-tiden, dette gælder både hvad angår lederens politik og udenrigspolitisk hvor et centralt punkt er bekæmpelse af fascistiske trusler. Dette kan blandt andet ses i at argumentet for opførelsen af Berlinmuren var at den var en antifascistisk beskyttelsesmur. Beskyttelsesmuren blev set som en nødvendighed fordi fascismen stammede fra de vestlige lande, Tyskland og Italien. Den sovjetiske ledelse mente at denne fascisme var en integreret del af den vestlige tankegang, tankegangen bundede i de meget store ofre Sovjetunionen havde under den 2. verdenskrig og det tyske angreb på Sovjetunionen. De sovjetiske ledere trak på denne frygt for fascisme, blandt andet når behovet for bedre levestandard i Sovjetunionen blev bragt op fordi dette ville betyde at man skulle anvende flere ressourcer i den civile produktion og dermed færre ressourcer på investeringer i militær kapacitet.
Det er denne dynamik som Putin bruger, når han f.eks. kalder styret i Ukraine for fascistisk. Denne dynamik har dog ændret sig noget, idet alle vestlige lande nu betegnes som fascistiske. Endvidere ses vesten i det perspektiv, at den vestlige kultur er i konflikt med den ortodokse kristendom i Rusland. Her ser vi en anden del af Putins ideologiske grundlag. Det har blandt andet givet sig udtryk i forfølgelse af homoseksuelle, liberale politikere og fortalere for et reelt politisk demokrati. Det har også været en del af argumentet for interventionen i Ukraine i 2014. De antirussiske protester omkring Majdan blev præsenteret som homoseksuelle protester, støttet af USA.
Putins religiøse standpunkt har en afgørende betydning for hans forståelse af Ruslands geopolitiske position, hvor han ser Rusland som et helligt land der er blevet forfulgt af en vestlig åndløs materialisme og som ikke kan fejle. Dette er således også hans argument for at se USA og resten af Vesten som en fjende. Putin ser sine egne handlinger, som styret af et religiøst forsyn – Vorherres Hellige Hånd (hans redskab).
Dette religiøse perspektiv betyder endvidere, at det er centralt for Putin og han støtter at få genopbygget det russiske imperium der fandtes før Sovjetunionen – en tilbagevenden til Rusland før 1917. Han spejler sig i den russiske zarisme, hvor han indtager positionen som en ny zar.
Det skal dog siges, at det er et åbent spørgsmål, om Putin og flere af hans højtstående embedsmænd reelt selv tror på denne religiøse dimension. For det første clasher det med den nostalgi til sovjettiden som regimet også benytter sig af, og for det andet virker det uforeneligt med både Putins og hans embedsmænds livsstil. Uanset om den religiøse faktor er reel eller ej, er den imidlertid en vigtig prik i den ideologiske selvforståelse, som regimet officielt giver udtryk for i den daglige propaganda og formidling til den russiske befolkning.
Et mere jordnært syn på Putins politiske placering er ved at følge pengene, Putin har omgivet sig med stor rigdom – han bor i en paladslignende bolig, i meget propaganda bliver han fremstillet som en næsten James Bond-agtig type. Derudover er hans nærmeste omgangskreds russiske oligarker. Dette stiller spørgsmålet: i hvor høj grad Putin er interesseret i et genopstået russisk imperium eller bare i at beholde sin position i det russiske samfund.