I årene efter anden verdenskrig var Iran ledet af en vestligt orienteret Shah. Han fik militær støtte af USA og Storbritannien. De to lande havde klare interesser i Iran – især fordi landet kunne forsyne den vestlige verden med råolie. Olieproduktionen var baseret på en række firmaer, der var amerikansk og britisk ejet og som derfor ikke støttede den lokale økonomi. Shahen var under stort pres fra befolkningen for at nationalisere oliekilderne. Et pres, der førte til politisk ustabilitet i Iran.
Der havde i årene efter 1945 været flere forsøg på en nationalisering af oliekilderne. Forsøg der dog mislykkes, fordi USA modsatte sig dette – det vil sige at USA garanterede både økonomisk og militær hjælp til de kredse, der modsatte sig nationalisering.
I 1978 rejste befolkningen sig imod shah-styret. Protester i storbyerne involverede i alt over fem millioner indbyggere. Presset mod shahen voksede, hvilket fik ham til at flygte til USA. Lederne af den religiøse opposition, der havde været i eksil i Frankrig, vendte tilbage og overtog magten i 1979. I årene efter indførtes et strengt ortodokst religiøst regime – blandt andet vendt imod vestlig tankegang og livsform.