Grunden til at jeg kalder denne analyse for en skjult økonomisk krise er, at Rusland naturligvis ikke er interesseret i at offentliggøre eventuelle problemer i den russiske økonomi.
Der er ingen tvivl om, at olie-sanktionerne har ramt den russiske økonomi i en vis grad. Det vi ikke ved er i hvor stor grad. Men sanktionerne på tek-industrien har ramt den civile russiske industri hårdt. Dette svækker den russiske rubel, da købekraften af rublen mindskes, fordi der ikke produceres ret meget i den civile sektor.
I det første år af krigen var inflationen i Rusland ganske høj, hvorefter den faldt igen. Den russiske regering satte efter det første år hårdt ind på at få stabiliseret økonomien, hvilket blandt andet er sket ved at give landets militære produktion en stadigt stigende andel. At den russiske økonomi ikke er kollapset overraskede mange eksperter i vesten, men set i lyset af landets erfaring med planøkonomi er det fra visse perspektiver ikke overraskende.
Problemet for Rusland er, at en planøkonomisk tilgang kan virke stabil og effektiv indtil den dag, hvor den ikke længere er det. Ruslands våbenindustri er blevet omstillet til at levere så meget som muligt, og nu fokuserer den på ammunition og renovation af gammelt sovjetudstyr, som Rusland har oplagret i store våbenlagre. Dette betyder, at landet ikke længere har midlerne til at udvikle nye våben eller producere de mere avancerede systemer. Da Ruslands på papiret bedste våben har klaret sig dårligt i Ukraine, har det ændrede fokus skabt et dobbeltproblem for den russiske våbeneksport. De våben som andre lande kunne være interesserede i kan ikke længere produceres i stort antal, og de våben som solgte bedst, har klaret sig dårligt på slagmarken. Dette vil potentielt give store problemer mange år frem, da andre lande, herunder USA, Frankrig og Kina er begyndt at overtage Ruslands traditionelle våbenmarkeder.
Medier og eksperter over hele vesten har givet læserne en ide om, at Rusland er i gang med en enorm oprustning, selvom landet er i krig. Der henvises til den store ammunitionsproduktion og det store antal kampvogne, som Rusland kan lave på årsbasis. Det er her vigtigt at have for øje, at eksempelvis de russiske kampvogne som omtalt kommer fra gamle våbenlagre, hvor de da renoveres og sendes i krig. Dette betyder ikke, at de ikke er farlige, men det er et åbent spørgsmål, hvad der sker, når Rusland ikke længere har gamle reservemodeller til rådighed. Dertil er det også et åbent spørgsmål, hvor godt sådanne kampvogne, herunder modeller fra midt 1960erne (T65) og 1980erne (T80), vil klare sig, da der er tale om modeller Sovjetunionen var ved at udfase hen mod slutningen af dens levetid.