NATO holdt regelmæssige militære øvelser under hele den kolde krig. Generelt tjente de militære øvelser til at træne NATOs beredskab i tilfælde af et angreb fra Østblokken. Øvelsen Able Archer adskilte sig fra de normale øvelser ved at være større, foruden at den kom bag på ledelsen i Sovjetunionen. Derfor blev ledelsen alarmeret over, hvad de troede var optakt til et decideret vestligt angreb. Sovjetunionen kom i et højt alarmberedskab, hvilket førte til, at NATO også opvurderede trusselsniveauet. Dog erkendte begge parter, at de havde fejlvurderet situationen. Efter dette forløb kunne begge parter se det fornuftige i, at der blev skabt et varslingssystem i forbindelse med afholdelse af større øvelser inden for de to militære alliancer.
Det var dog ikke første gang, at forholdet imellem de to supermagter var i risiko for at udvikle sig til en decideret krig – ofte grundet menneskelige fejl. I årene efter opstod lignende situationer, hvilket viser at både atomvåbnene og terrorbalancen kunne skabe stor usikkerhed i forholdet mellem Sovjetunionen og USA.