I princippet kunne Irak-krigen karakteriseres som den anden Golf-krig.
To år efter terrorangrebet i New york i 2001, valgte USAs præsident George W. Bush jr. at invadere Irak på baggrund af nogle fantasifulde rapporter om at Saddam Hussein havde atomvåben. Han søgte at skabe en international koalition til støtte for den militære aktion. Der var folk, der undersøgte baggrunden for Bushs politik, men de blev dog ignoreret i beslutningen om den militære aktion. Efterfølgende havde det dog vist sig, at denne påstand var en ren løgn!
Der kunne peges på, at der dog også lå andre motiver bag, da beslutningen om det militære indgreb blev truffet. Nogle iagttagere havde peget på et ønske om kontrol over Iraks olieressourcer, samt en generel frustration over Husseins regime, som blandt andet var blevet skabt under den første Golf-krig.
I udgangspunktet lignede krigene i Irak og Afghanistan hinanden; målet var at bekæmpe terror, men det blev hurtigt ændret til nation building. Dog var Irak anderledes end Afghanistan, først og fremmest fordi Irak havde en stor stående hær, som derfor skulle besejres af koalitionen. Det lykkedes koalitionen at mobilisere en så stor hær, så de kunne få militærisk kontrol over landet. Den store styrke var udstationeret i Irak i en længere periode. Dette betød, at der var meget mere stabilitet i Irak end der var i Afghanistan, så Nation Building til en vis grad lykkedes – i modsætning til det afghanske forsøg.
Da koalitionen trak sig ud af Irak i 2013 var landets institutioner i en vis grad intakte, således at landet var i stand til at fungere ved egen kraft.
Irak-krigens forløb førte til, at USA og de vestlige lande mistede global autoritet, specielt i Mellemøsten.