En af de første krige, der blev dækket intensivt af verdens medier var Vietnam-krigen. I denne krig havde de store medier i vid udstrækning direkte adgang til slagmarken. Erfaringen fra denne krig var, at nyhedsmedierne var af afgørende betydning for meningsdannelsen – særligt i USA og den vestlige verden. Efter denne krig blev denne erkendelse central for den måde de efterfølgende krige blev udkæmpet på. Det drejede sig om at have kontrol med de nyheder, der blev formidlet fra slagmarkerne.
Krigen om information i Ukrainekrigen kan blandt andet ses i for eksempel alle de videoer fra præsident Vladimir Zelinsky fra starten af krigen, hvor han offentligt talte om det ukrainske folks forsvarsvilje. Det kan også ses i Vladimir Putins videoer, hvori han taler om hans specialoperation i Ukraine. Netop kampen om beskrivelsen af konflikten i Ukraine i de første år som værende enten en specialoperation eller en direkte krig er et eksempel på denne informationskrig.
Dertil kommer, at fremkomsten af de sociale medier har resulteret i endnu en ændring i vilkårene for nyhedsformidlingen. De sociale medier er blevet endnu en kilde til information, som dog også betyder, at det er langt sværere at have kontrol over de overordnede budskaber om krigens gang og betydning. De sociale medier tillader helt almindelige mennesker i Ukraine at blive deltager i informationskrigen, således kan man altså se brugen af de sociale medier som en demokratisering af debatten og borgernes viden om krigen i Ukraine.
Rusland har nogle af de samme dynamikker. De sociale medier er dog anderledes og er mere kontrolleret af staten. Opposition til krigen er ikke accepteret af staten i Rusland, men til gengæld er offentlige stemmer som taler for krigen blevet fremhævet og accelereret. Dette betyder, at den russiske befolkning kontinuerligt er blevet bombarderet af informationer, som maler krigen i positivt lys, både fra officielle regimekanaler, men også fra private borgere, hvis synspunkter stemmer overens med Moskvas. Disse stemmer har i stor grad været domineret af regimets store ultranationalistiske base. Dette har virket fint forud for krigen, men da katastroferne på slagmarkerne og de store tabstal begyndt at blive mærkbare, blev det et problem i den forstand, at regimets fortalere vendte sig imod de russiske generaler og de øvre lag af det russiske militær som helhed. Selvom regimet har midlerne til at slå disse stemmer ned, og også har slået hårdt ned på flere af dem under krigen, udgør det et problem for regimet i den forstand, at det herved kommer på kollisionskurs med dets egne stærke og meget vigtige ultranationalistiske støtter. Det er dog vigtigt at understrege, at denne “pro-regime” kritik af krigen aldrig har været vendt mod Putin selv. Herved kan man drage paralleller til de gamle narrativer om “den gode zar” og “den fædrelandskærlige Stalin” som i deres tilhængeres øjne ingen fejl lavede, men blot blev vildledt af dårlige rådgivere, som burde udskiftes.
Ukraine og Rusland har altså hver deres styrker og svagheder, hvad informationskrigen angår.