Det arabiske forår var en spontan bevægelse i den arabiske verden. Oprindeligt var bevægelsen en reaktion imod de reaktionære arabiske regeringer og et forsøg på at demokratisere samfundene. En af bevægelsens drivkræfter var at kvinderne havde et stærkt ønske om at få forbedret deres stilling, da de ofte var udelukket fra det officielle liv. Bevægelsen blev muliggjort af de sociale medier, blandt andet Facebook, fordi disse medier var svære at kontrollere for regeringerne. De nye medier havde især unge mennesker som brugere, hvorfor de også var centrale aktører i protestbevægelserne.
Kernelandene i det arabiske forår var Tunesien, Egypten og Libyen. Oprøret spredte sig til Syrien, Yemen og derefter til Bahrein. Men mange andre lande i den arabiske verden blev også påvirket af bevægelsen.
Oprørene blev i langt de fleste tilfælde mødt med en hård repression fra magthaverne i landene, dette forklarer at det arabiske forår ikke havde en langsigtet demokratiserende effekt i de berørte lande.
