I krigens indledende fase havde den ukrainske hær en forholdsvis stor succes med at modstå russiske angreb og tilbageerobre russisk besat område. Denne succes førte til en vis modvilje i de europæiske lande mod at levere den nødvendige ammunition til Ukraines hær, fordi denne ammunition skulle produceres, hvilket ville føre til både nye investeringer i produktionen og det ville også tage tid at opskalere denne produktion.
De europæiske lande havde erfaringerne fra Corona-krisen og omkostningerne ved dels nedlukninger og dels investeringer i vaccineproduktion i frisk erindring, hvorfor de var tilbageholdende med investeringer i våbenproduktion. Hertil kom også en overvejelse over, hvor store krav der var til leverancerne af våben, fordi det ville stille store krav til den enkelte fabriks omkostninger ved at skulle omstille sig. I det tilfælde at der ville blive tale om en forholdsvis kort krig, ville disse investeringer ikke kunne tjenes hjem. Dette ville kræve, at de europæiske lande skulle garantere at aftage de våben, som producenterne kunne producere over en årrække. Den problematik krævede, at de europæiske politikere skulle tage stilling til i hvor høj grad, de ville investere i den militære produktion – tilmed i ammunition, som det ville være vanskeligt at bruge i en anden europæisk sammenhæng.
Generelt er kravene til mængden af artilleri ammunition i den igangværende krig ganske høje, fordi krigen har udviklet sig til en skyttegravskrig, der udkæmpes på 1. verdenskrigs præmisser – med med moderne udstyr (droneovervågning og højteknologiske våben).
Som krigen har udviklet sig kan det konstateres, at det er nødvendigt for de europæiske lande at øge investeringerne i ny våbenproduktion. Dette kan iagttages i Danmark, hvor der aktuelt er blevet genåbnet en tidligere nedlukket våbenfabrik. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at det vil tage en vis tid inden sådanne fabrikker vil blive leveringsdygtige.