I en kort periode efter Anden Verdenskrig, var USA det eneste land i verden, som havde adgang til atomvåben. Amerikanerne havde på det tidspunkt en forventning om, at denne “overlegenhed” ville vare i mindst 10 år, hvilket i høj grad påvirkede amerikansk udenrigspolitisk tænkning. Atomvåben blev i høj grad betragtet som et magtmiddel, der kun måtte bruges i situationer, hvor selve USA’s eksistens var truet. Der var dog kræfter i USA som ønskede en mere aktiv brug af våbnene, men dette var ikke et udbredt standpunkt i amerikansk politik eller i de øverste militære institutioner. Da USA var imod aktiv brug af deres egne atomvåben, ville de som verdens første atommagt tage initiativ til en række internationale forventninger til netop atommagter, inden andre lande også fik adgang til dem.