For at forstå den første Golfkrig, må vi vende tilbage til Saddam Husseins vej til magten i Irak.
Hussein blev medlem af Baath-partiet i 1958. Partiets ideologi var, at alle sunni-muslimske lande skulle samles i én stat, som derved ville række fra Marokko til Irak. Tanken fulgte derfor ideen om pan-arabismen i et forsøg på modsvar til både Sovjetunionens og USAs globale position.
Hussein blev præsident i 1979. Inden da var han leder af Iraks efterretningsvæsen, hvor han samlede magten omkring sig. Den tidligere præsident, Ahmed Hassan al-Bakr havde forhandlet med Syrien om at skabe en fælles stat mellem de to lande baseret på Baath-ideologien. Dette kunne føre til, at Hussein ville miste sin centrale position i Irak. Derfor arrangerede han, at al-Bakr blev frataget den politiske magt, og Hussein blev præsident.
Da Hussein kom til magten, begyndte han at opbygge et stærkt militær, som han i første omgang ville bruge til at befri det sunni-muslimske i Iran. Det var det samme område, hvor det meste af Irans oliereserver var placeret. Den krig som Hussein indledte i 1980 blev utrolig blodig og kom til at minde meget om slagene på Vest-fronten i 1. verdenskrig. Det vil sige, der skete meget få territorielle ændringer som følge af krigshandlingerne. I et forsøg på at afslutte krigen tog Hussein kemiske våben i brug. I 1988 blev krigen afsluttet uden nogen betydningsfulde territorielle ændringer.
Iraks krig blev en del af magtspillet under den kolde krig. Den iranske revolution resulterede i, at den vestligt orienterede leder blev forvist og et muslimsk præsteskab overtog den politiske magt. Dette var både USA og Sovjetunionen fjendtligt indstillet over for, fordi begge sider frygtede, at en sådan revolution ville sprede sig til nabolandene. For Sovjetunionens vedkommende gjaldt bekymringen, at de dele af unionen der havde store muslimske mindretal ville gøre oprør. Dette betød, at det globale samfund var mere eller mindre på Iraks side i de otte år. Dette kunne blandt andet ses ved, at USA støttede Irak økonomisk i krigen samtidigt med, at de så igennem fingre med brugen af kemiske våben.
Efter krigen var Iraks økonomi i store problemer. De havde lånt meget store summer af Jordan, Saudi-Arabien, Kuwait, De Forenede Arabiske Emirater og Qatar. Saddam Hussein forsøgte at forklare krigsførelsen ved, at han forsvarede den pan-arabiske ide og derfor ikke burde være tynget af krigsgælden. Dette afviste de øvrige lande dog, hvorefter han forsøgte at overtale landene til at sænke deres olieproduktion i håbet om at priserne på verdensmarkedet steg. Et forhold der også ville øge Iraks indtægter ved Oliesalg.
Kuwait var dog ikke indstillet på at følge denne politik. Landet øgede derimod olieproduktionen i et forsøg på at sætte Irak under pres. Husseins reaktion var at invadere Kuwait militært. Han rådede over det fjerde største militær, som også var både veluddannet og veludrustet. Derfor tog invasionen kun to dage, og han overtog landet i løbet af kort tid. Med overtagelsen af Kuwait rådede Saddam Hussein over 40 % af verdens olie.
USA, i samarbejde med blandt andet Saudi-Arabien, samlede den største koalition siden de allierede i 2. verdenskrig til en operation for at befri Kuwait. Dette skete med Sovjetunionens accept. Operationen (kaldet “Operation Desert Storm”) var hurtigt gennemført: den startede som luftoperation og blev indledt 17. januar 1991. Denne luftoperation varede 42 dage og målet var at udslette både militær og civil infrastruktur. Iraks forsvar viste sig ude af stand til at udøve modstand imod luftangrebene. Efter de 42 dage invaderede koalitionen Irak og Kuwait på 100 timer samtidigt med, at de erobrede dele af det irakiske militær. Tabstallene viste tidligt det ulige styrkeforhold, idet at på koalitionens side var kun 378 blevet dræbt og omkring 1000 sårede og på den modsatte side var 25.000 dræbt og 75.000 såret.
Efter den første Golf-krig var Irak blevet endnu dårligere stillet økonomisk og Kuwait genopbygget.