Lande på Ruslands "uvenlige lande" liste. Lande og territorier på listen har indført eller tilsluttet sig sanktioner mod Rusland. By Николя90 - Own work, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=106018071

Da Rusland invaderede Ukraine, var der øjeblikkelige konsekvenser, da de vestlige lande indførte sanktioner på russisk olieeksport og vestlig import til den russiske tek-sektor. Før krigen gik en stor del af den russiske olie- og gaseksport til de europæiske lande. Denne eksport blev i en vis grad udnyttet af Rusland i det første år af krigen. Rusland forsøgte at påvirke den europæiske holdning til krigen ved at begrænse salget af både olie og gas til den kommende vinter. 

Målet med vestens sanktioner var på den ene side, at mindske fortjenesterne for Rusland på deres olie- og gashandel. For på den måde at svække den russiske økonomi og dermed de militære midler til krigsførelsen.

På den anden side var målet at sikre, at Rusland fortsat eksporterede gas og olie, fordi det globale marked havde brug for den samme mængde af olie og gas, som før krigen startede. Frygten var derfor, at Rusland ville stoppe med at eksportere deres olie og derved skabe en meget stor energikrise på verdensplan, som ville ramme alle lande. Sanktionerne på olie og gas handlede derfor om at sætte en maksimumpris for russisk olie, sådan at Rusland stadig tjente penge på eksporten, men fortjenesten blev begrænset. 

For tek-sektorens vedkommende var sanktionerne langt hårdere, hvilket betød, at næsten al teknologi-import fra vesten blev standset. Problemet var, at Rusland importerede meget high-tech udstyr, fordi den russiske teknologi ikke var særligt udviklet på området. Dette ramte specielt den russiske militære industri hårdt.