NATO traktaten indeholdt 14 artikler, som kort opsummeres her:
Artikel 1: Medlemslandene accepterer, at uenigheder skal afgøres på fredelig vis, det vil sige de afstår fra militær magtanvendelse.
Artikel 2: Endvidere vil medlemslandene bidrage til at forhindre konflikter i de internationale økonomiske relationer og politikker, samt fremme økonomisk samarbejde. Derved støtte en fredelig udvikling.
Artikel 3: Medlemmerne vil styrke deres nationale forsvar og udvikle deres kollektive forsvar mod eventuelle militære angreb.
Artikel 4: Hvis det enkelte medlemsland mener, at dets territoriale integritet og sikkerhed, samt den politiske uafhængighed er truet, vil medlemslandene garantere politiske konsultationer.
Artikel 5: Denne artikel er helt central i NATO-samarbejdet. Den tager sit udgangspunkt i FN-pagtens artikel 51, der fastslog retten til enten individuelt eller kollektivt selvforsvar i tilfælde af et væbnet angreb. I NATO-sammenhæng betød dette, at medlemslandene ville bistå det medlemsland. Denne bistand kunne være af både militær og/eller civil bistand. NATO forpligtede sig til at indberette eventuelle skridt til FNs Sikkerhedsråd, endvidere forpligtede NATO sig til at indstille eventuelle militære aktioner, når Sikkerhedsrådet anså den internationale fred og sikkerhed for genetableret.
Artikel 6: Præciserer forståelsen af, hvad et væbnet angreb egentligt er: et angreb på et lands territorium eller dets militær.
Artikel 7: Det understreges her, at NATO-pagten ikke skal ses som værende i modstrid med de forpligtelser, der ligger i FN-pagten – i forhold til Sikkerhedsrådets ansvar for den internationale fred og sikkerhed.
Artikel 8: Fastslår, at NATO-pagten ikke er i modstrid med allerede etablerede internationale samarbejder mellem et medlemsland og et tredjeland.
Artikel 9: Der skal oprettes et råd, hvor medlemsstaterne kan diskutere forhold vedrørende den indgåede aftale.
Artikel 10: Nye medlemslande kan kun optages i samarbejdet ved en enstemmig indstilling fra alle medlemslande.
Artikel 11: Traktaten skal ratificeres af medlemslandenes parlamenter.
Artikel 12: Traktaten kan revideres efter 10 år, hvis et af medlemslandene måtte ønske det.
Artikel 13: Efter 20 år, hvor traktaten har været i kraft, kan et medlem træde ud af pagten med et års varsel. Dette skal ske ved henvendelse til den amerikanske regering, som så vil informere alle øvrige medlemslande.
Artikel 14: Den engelske og franske version af traktaten er lige fuldt gyldige.