Han overtog magten i Sovjetunionen efter Nikita Khrusjtjov, i 1964. Han var ved magten i ialt 18 år, dvs. frem til 1982. Han førte en hårdere linje end Khrusjtjov, han ville føre situationen i Sovjetunionen tilbage til tiden under Stalin. Dvs. at han gjorde op med Khrusjtjovs reformforsøg og strammede grebet om udviklingen i de østeuropæiske stater, han slår ned på opstandene i Ungarn og Polen i 1956 og Prag i 1968 – opstande der gjorde op med den dogmatiske kommunisme som havde præget udviklingen i årene efter 1945.
Bresjnevs udenrigspolitiske linje i forhold til USA var præget af eftervirkningerne af Cuba-krisen i 1962, Bresjnevs hovedmål var derfor at sikre et mere stabilt forhold imellem de to supermagter. Dette førte til en afspændingspolitik, hvor supermagterne indgik aftaler om begrænsninger i atomvåben lagrene – SALT I og II i 1972 og 1979.
Generelt betød Bresjnevs tid ved magten en stilstand i det sovjetiske samfund, som resulterede i at samfundet på mange måder blev tilbagestående – styret overlevede i kraft af det økonomiske samarbejde med de øvrige Øst-lande, men blev udkonkurreret teknologisk af Vesten.