Center for Military History: Vietnam Studies, (DEPARTMENT OF THE ARMY, WASHINGTON, D. C., 1989)

Mediernes præsentation af krig frem til Vietnam-krigen var stærkt begrænset på grund af de krigsførende magters censur. Derudover var der også praktiske udfordringer, da det var langt sværere at sende billederne fra slagmarken og hjem til redaktørerne i de vestlige lande. Derfor fik billedreportager et mere heroisk udtryk frem for at være en beskrivelse af den almindelige hverdag ved fronterne. Denne situation spillede også sammen med ønsket om censureringen af nyhederne. Dette betød generelt, at præsentationen af krigen var mere steril uden meget blod og lemlæstelse. 

Krigen i Vietnam ændrede dette, da det var den første krig, hvor medierne havde mere adgang til slagmarken og de menige soldaters mening om krigen. Journalisterne var generelt tættere på soldaterne. Der blev derfor sendt voldsomme billeder hjem til de vestlige stuer. For første gang fik den gængse borger et realistisk billede af, hvorledes krig så ud. Før dette var det bare veteranerne, der havde denne viden.

Denne nye viden førte til både amerikanske og vesteuropæiske demonstrationer, særligt i hovedstæderne, som fik den videre konsekvens, at meningsdannelsen i den vestlige verden blev international. De bevægelser, der var imod krigen i Europa, blev så store, at de fik politisk indflydelse på landenes udenrigspolitik i forhold til USA. Det politiske klima førte iøvrigt også til, at amerikanske soldater deserterede til Europa. I USA var der temmelig store protester, som fik stor kulturel betydning, og med tiden også fik realpolitisk indflydelse på USAs udenrigspolitik. I sidste ende måtte USA trække sig ud af Vietnam i 1973. 

Siden Vietnam-krigen er der opstået en vis træthed over for de direkte billeder af krig – et forhold der også har betydning for den igangværende krig i Ukraine. En årsag hertil kan være, at den vestlige mediebruger er blevet “overfodret” med billeder af krigens gru, både før og under den nuværende krig. 

Under den aktuelle krig i Ukraine er offentligheden forandret, set i forhold til de tidligere internationale konflikter. Dette skyldes dels, at de sociale medier er udviklet på en sådan måde, at civile iagttagere kan rapportere fra krigsskuepladsen uden at være underlagt militærets censur. De personlige historier kommer derved til at fylde mere i mediebilledet. En af disse historier er historien om den ukrainske bedstemor, som i begyndelsen af krigen kastede et glas syltede tomater efter en russisk drone. Denne historie blev spredt på de sociale medier og gik viral. Der har været mange lignende historier.

Denne nye form for krigsreportage, hvor personlige historier omkring konflikter spredes på sociale medier, kan måske være med til at gøre krig mindre sandsynlig i fremtiden.